En mand - og hans motorcykel
På Ferritslevvej - 26. juli 2010
John Kern købte i 2005 en gammel motorcykel, som trængte alvorligt til det der kaldes en kærlig hånd. John har restaureret, og lavet det hele selv, med assistance til malerarbejdet fra Dan Bruselius, som også har malet logoet i hånden.

Det er en Nimbus af den type der populært blev kaldt ”Kakkelovnsrøret”, med fabrikationsnummeret 1020.

Den forlod fabrikken den 11. oktober 1926, hvor den blev købt af forhandler A.P. Andersen i Horsens.
Forhandleren solgte den videre til slagteriarbejder Jens Dahl Rasmussen, Odder, den 2. april 1927.

Her under er et udsnit af en fotokopi af Fisker og Nielsen A/S Lagerbog, hvor man kan se, at der også er leveret motorcykler til Københavns Belysningsvæsen og N.P. Petersen i Faaborg.

Der under er en kopi af købekontrakten fra den gang Jens Dahl Rasmussen blev den første ejer af motorcyklen.
Annonce for Nimbus Motorcykle som kunne ses i bladet Motor den 20. juni 1925.
Historien om Fisker og Nielsen A/S
Peder Andersen Fisker blev født ved Randers i 1875.
Han var den fjerde i rækken af søskende, og havde derfor ingen forventninger om at skulle overtage fædrenegården i Skalmstrup.

I stedet tog han lærereksamen, men befandt sig ikke særligt godt i den rolle. Derfor begyndte han senere en uddannelse som elektrotekniker i København.
Senere rejste han til USA og senere til England, og under de rejser lærte han en stor del om hvordan man konstruere elektromotorer.

Vel tilbage i Danmark fik han ansættelse hos Thomas B. Thrige A/S i Odense, og i en alder af 31 år etablerede han i København et lille værksted som producerede elektromotorer.
Mens han var hos Thomas B. Thrige A/S lærte han en værkfører ved navn H.N. Nielsen, og de to indgik i partnerskabet, som senere blev til Fisker og Nielsen A/S.
De fik telegramadressen ”Nilfisk”, og det navn blev jo senere ret godt kendt som den dansk producerede støvsuger, der var i ret mange hjem i både Danmark og mange steder i udlandet.

Samarbejdet med H.M. Nielsen stoppede i 1910, men firmanavnet bestod.

Første verdenskrig medførte faldende salg af støvsugere, og Fisker begyndte at søge efter andre produkter han kunne fremstille.
Samtidig havde han gennem nogen tid leget med tanken om selv at bygge en motorcykel.
I 1915 købte han en belgisk FN-motorcykel, og med den som inspirator begyndte han at bygge sin helt egen motorcykel, som senere fik udtaget en masse patenter under navnet ”Nimbus”.

Produktionen foregik i nybyggede fabriksarealer på Peter Bangsvej på Frederiksberg, og det gik rigtigt godt - også med salget af støvsugere - lige indtil 1924, hvor Rigsdagen indførte omsætningsafgifter på motorkøretøjer.
Så stoppede Fisker produktionen - det vil sige - der var så stort et lager, at der kunne samles motorcykler frem til 1928.

Fiskers to sønner gik senere ind i virksomheden, og de satte gang i den motorcykel jeg husker fra gadebilledet, da jeg var dreng - nemlig Nimbus C. Den kørte min onkel på - han var nemlig ansat i postvæsnet, så han drønede rundt på sin gule Nimbus C i København - mest Valby - og tømte postkasser.

Men denne historie handler altså om ”Kakkelovnsrøret”.
John Kern’s
egne fotos af detaljer
af hans motorcykel
Bogen om Nimbus - 1918 - 28 - Kakkelovnsrøret - er fra 2007.
Den er skrevet af René Friborg Andersen og Knud Jørgensen, er på 288 sider, og indeholder historiske billeder fra denne motorcykels historie, samt en masse tekniske beskrivelser og illustrationer.

Bogen er udgivet af:
Forlaget Motorploven
Elgårdsvej 11
8370 Hadsten

Tlf.: 8698 3177

www.motorploven.dk
Før restaureringen
Under restaureringen
Andre detaljer
Købekontrakten hvor A.P.Andersen i Horsens videresælger motorcyklen til Jens Dahl Rasmussen.
Han skal betale kr. 1.650,00 for motorcyklen - med 700,00 i udbetaling, og derefter kr. 50,00 om måneden.
Nimbus 001.wmv
Se videoen og hør lyden, da John Kern startede sin nyrestaurerede Nimbus første gang.
Klik på filmen til venstre.