Forbremse

FORBREMSE


Undertiden ses den viste forbremseplade på Nimbus med høj forgaffel.

Tegningen til ankerpladen er fra 1958, så den har ikke været anvendt på serieproducerede maskiner fra fabrikken.

Der er god grund til at tro, at det er en modifikation, som er udført til service for én af fabrikkens største kunder: Forsvaret. I hvert tilfælde ses den ofte på tidligere militærmaskiner.

Det er klart, at den normale forbremseplade med et lille trekantet "bryst" kan ske at gå i stykker, hvis den skal optage et for stort moment ved kraftig brug af forbremsen. Denne udførelse kan selvfølgelig klare en langt større belastning.

I dag kan vi smide ad tidligere tiders bremsefilosofi. Forbremsen manglede helt på kakkelovnsrøret, og længe var forbremsen på Humlebien stærkt underdimensioneret i forhold til bagbremsen. I kørselsvejledninger stod der, at brug af forbremsen skulle ske med forsigtighed, og egentlig kun ved standsning på en bakketop el. lign.

Vi ved nu, at intet køretøj "går på næsen" ved korrekt anvendelse af forbremsen, hvorimod kraftig brug af bagbremsen alene vil give udskridning.

Hvis man har et forhjul med en god bremsetromle og nogle veljusterede bremsebakker, kan det være en god idé at forsøge at finde en bremseplade som denne.

Knud Jørgensen, nr. 42.


Print

Tilbage